Tusind tak for jeres mange kommentarer på mit forrige indlæg.
Det er dejligt at se, at der rent faktisk er "hul igennem", og at I er mange, som vil give jeres tanker tilkende. Jeg har læst alle jeres kommentarer, og jeg er blevet en del klogere. I dette indlæg har jeg valgt at følge op - frem for at svare direkte på jeres mange kommentarer.
Både bloggere (også et par "grand old ladies", men dog ikke så mange) og såkaldte "anonyme læsere" har svaret på mit indlæg. Og opsummerende kan man sige, at I, der blogger, alle anerkender vigtigheden i kommentarer. I kender det godt. Og at I forsøger at få kommenteret; gerne på de blogs, som ikke er så store. For det er dér der er mest brug for det.
Anonyme læsere, derimod, føler, at I trænger sig på, hvis I kommenterer. Ikke alle, men mange. Det var nyt for mig. Og alligevel kan jeg godt huske det. Jeg læste med i over et år, før jeg startede min egen blog. Og jeg kommenterede aldrig. For ja - det kunne føles som at bryde ind i et fællesskab, hvor alle kender hinanden.
Men lad mig slå fast: Alle kommentarer modtages med kyshånd. Og det er dejligt at få kommentarer fra nye ansigter (også jer, som ikke har ansigt på - dvs. ikke har en profil). Vi kender ikke alle hinanden i blogland. Og vi, der kender hinanden, er altid åbne over for nye bekendtskaber.
Og så var der mange af jer som skrev, at I ikke synes, I havde noget at bidrage med. Hvis der var skrevet "flot" eller "smukt" eller noget i den dur i forvejen, ja så lader I være med at kommentere.
Her er jeg helt anderledes. Jeg er fløjtende ligeglad med, hvorvidt 20 har kommenteret før mig - hvis jeg synes, at kreationen er flot (for nu er det jo mest syblogs, jeg læser) eller indlægget er spændende, ja så skriver jeg det. For bloggeren bliver ikke træt af at høre det, og er der mange tilkendegivelser på et indlæg, så ved man jo, at det har gjort nytte. Og det, at jeg kommenterer, er min måde hvorpå jeg som læser kan fortælle bloggeren, at jeg har været forbi, og at jeg gerne vil have mere fra samme skuffe. Giver det mening?
Så nej, jeg opfinder altså ikke den dybe tallerken, når jeg kommenterer. (Ofte læser jeg heller ikke de andres kommentarer, før jeg kommenterer.) Jeg kommenterer, fordi jeg gerne vil anerkende bloggerens arbejde, og fordi jeg ved, at bloggeren så vil få lyst til at fortsætte sit arbejde.
For både bloggere og anonyme læsere gælder det dog, at der er nogle tekniske problemer (smartphones, bloglovin, ipads og et kommentar-system, som ikke altid virker). Det dræber lysten til at kommentere. Og det er der jo ikke meget, vi kan gøre ved. Jeg læser selv blogs i sofaen om aftenen via mac'en, så jeg oplever ikke de problemer (jeg ejer ikke engang en smartphone).
Men jeg har slået alt det kodeværk og bevis-du-ikke-er-en-robot fra, så det er nemt at kommentere (og ja, det er dræbende at skulle indtaste alle de tal gang på gang). Så hellere få spamkommentarer engang imellem. Desuden har jeg givet alle lov til at kommentere - også anonyme. Og jeg kan kun anbefale andre bloggere at gøre det samme.
Og så var nogle af jer inde på, at man mister lysten, hvis bloggeren ikke svarer på de kommentarer, man lægger. Og det kender jeg også godt. Hvis jeg har stillet et spørgsmål, forventer jeg et svar. Og jeg vender tilbage dagen efter for at se, om bloggeren har svaret. Svares der ikke, så bliver jeg skuffet. For hvor er kommunikationen så?
Jeg har det anderledes, hvis jeg blot har kommenteret - dvs. kommet med en anerkendelse. Her forventer jeg ikke, at der svares direkte til mig. Og sådan arbejder jeg også selv med de kommentarer, jeg modtager. Er der spørgsmål, svarer jeg direkte. Og ellers samler jeg op og siger samlet tak. Men det er sikkert og vist: Jeg læser alle kommentarer. (Kommenterer du på ældre indlæg end de seneste fire, kan det glippe. Her er det ikke altid, at jeg får læst kommentaren).
Et par af jer skrev, at jeg jo ikke er hårdest ramt. Og det er helt rigtigt - hvilket jeg også pointerede i indlægget. Men jeg skrev indlægget på vegne af alle os bloggere, for jeg ser jo, at kommentarerne er dalende, og jeg oplever, at bloggere beklager sig og at nogle endda giver op. Først og fremmest derfor skrev jeg indlægget. For at ruske op i os alle - og for at fortælle jer - både bloggere og ikke-bloggere, hvor vigtigt det er med kommentarerne.
For det er jo gratis at læse med. Man kan finde oceaner af gode vejledninger og fantastisk inspiration i blogland. Men det fungerer altså kun, hvis man kommenterer. For kun på den måde kan bloggeren fornemme, om det giver mening for andre. Og det gælder for både "store" og "små" bloggere.
Og slutteligt vil jeg takke jer alle for en god tone. Både til forrige indlæg, men også generelt. Jeg har ganske få gange oplevet at få negative kommentarer. Og det er enormt vigtigt, at vi holder en god tone. Min egen fremgangsmåde er, at jeg kun kommenterer, hvis jeg har noget positivt at sige. Ellers lader jeg være.