Jeg er træt og glad i dag, for nej hvor har det været en hård, spændende, lærerig, udfordrende og hyggelig weekend. Jeg har nemlig været på mønsterkonstruktionskursus, hvor mønsterkonstruktør Nanna lærte mig og 8 andre kreative kvinder den svære kunst at konstruere og tilrette mønstre.
Det var både lørdag og søndag (fra 9.30-17 begge dage, men lørdag blev jeg ved til kl 21), og selvom det synes som mange timer, ja så gik det altså hurtigt.
Nanna startede med en introduktion til mønsterkonstruktion og til at arbejde med grundmønstre og på den måde skabe et mønster, som passer til ens egen krop. De fleste gik i gang med at konstruere nederdele og kjoler - som siden hen fik læg, vandfald, tulipanærmer, franske ærmer osv.
Jeg kastede mig over mit brudekjolemønster, som var mit primære formål med weekenden.
Lørdag fik vi arbejdet med pasformen på selve overdelen, og vi fik rykket rundt på indsnittene. Jeg fik syet nr. 2 prøve på nederdelen og fandt ud af, at pasformen stadig ikke var optimal. Vi fik tegnet mønsteret på nederdelens paneler op igen og fandt ud af, at hver stykke manglede 2 mm i hver side for at kunne passe. Så jeg klippede og syede en ny nederdel og blev ved til kl 21 om aftenen - for jeg ville være færdig, så jeg søndag kunne koncentrere mig om ærmer og finish.
Søndag fandt vi ud af, at indsnittene ikke ville blive pæne, og Nanna hjalp mig med at lave et helt nyt snit i overdelen. Forstykket blev skilt i to, hvilket gav en meget pænere pasform hen over brystet. Det kaldes et prinsessesnit (og det er jo meget passende, nu hvor det er en brudekjole, jeg syr;-))
Og så gik vi i gang med ærmet. Ærmer er noget af det mest drilske at konstruere, for der skal være god rørelighed i det og samtidig sidde tæt. Der blev målt ud, tegnet op, syet op i stout, ændret et par mål, syet op igen - og til sidst lykkedes det.
Jeg fik styr på et par syteknikker til brudekjolen. Oplægningen af den, isyning af foer, isyning af usynlig lynlås mm.
Og så - klokken 16 søndag - var det endelige mønster til brudekjolen klar. Processen dertil har været lang og og lettere stenet, men også sjov og helt enormt lærerig. Det er en helt fantastisk fornemmelse, at jeg nu har det mønster, jeg drømmer om - og at jeg selv (med udgangspunkt i mine vintage mønstre og med hjælp fra Nanna) har skabt det.
Jeg fik meget mere med fra kurset end bare selve mønsteret. Det var enormt lærerigt at arbejde med syteknikker og mønsterkonstruktion, og det kan jeg bruge, når jeg skal sy flere kjoler til mig selv i fremtiden.
Ja, og så var det smadderhyggeligt:-) Jeg håber derfor, at der kan blive et kursus igen i Aarhus senere på året, hvis altså der er interesse for det. Nanna ville i hvert fald gerne komme igen.
Nanna har websitet How to do Fashion, og den er altså et besøg værd. Her kan du finde gode videovejledninger på syteknikker samt følge hendes arbejde med mønsterkonstruktion.
Nu er jeg så det sted, at jeg skal have syet brudekjolen op i noget stof, som minder om (og som opfører sig som) den rigtige silke. Det bliver en tro kopi, hvor jeg også får øvet syteknikkerne. Jeg tænker lidt på at sy den op i thaisilke, men skal lige overveje det, da der går 7,5 m stof til kjolen. Men måske betaler det sig i det lange løb - og hvis jeg nu laver den i andre farver end hvid, ja så har jeg den fedeste gallakjole (som sikkert bare kommer til at hænge i skabet;-))
_________________________
It has been a wonderful and very educational weekend. I've attended a course in pattern construction together with 8 creative women. The teacher is a very skilled tailor - you can visit her blog right here (where you can find video tutorials on sewing techniques). I now have my pattern for my wedding dress ready, and I'm very excited about it. It has been a long and difficult, but also very fun and instructive, journey. Now I'm almost ready to sew my wedding dress. I just have to make a test in some kind of (cheeper) silk or polyester.