Endelig

Endelig oprandt dagen, hvor Jonas fik sommerferie. Foran os venter 4 en halv uge sammen - alle fire. Uden de store planer. Og det er godt nok tiltrængt. 

De sidste par uger har været ekstra hårde, idet den lille har vækket os mange gange om natten (sjovt nok er han begyndt at vågne mellem kl. et og tre, hvor han pludrer på livet løs og selv synes, at han er vældig charmerende). I nat var nok den hidtil værste nat. Lara faldt nemlig ned ad vores trappe i går. Det var i sig selv en rigtig træls oplevelse, som resulterede i, at Jonas måtte komme hjem fra arbejde for at tilbringe fire timer sammen med Lara på skadestuen og røgten-afdelingen, da vi var usikre på, hvorvidt hendes brækkede ben var brækket igen. Det var det heldigvis ikke. 

Men sidst på eftermiddagen begyndte Lara at klage over svimmelhed og hovedpine. Vi endte med at ringe til vagtlægen, som mente, at hun nok havde hjernerystelse efter faldet. Hun måtte gerne sove, men skulle vækkes hver anden time for at tjekke, at kontakten til hende var der. Ellers kunne der være tale om hjerneblødning. Det lød bestemt ikke rart, og vi var noget bekymrede. Og imens Lara havde det allerværst, begyndte den lille at skrige i vilden sky. Det har han ellers ikke gjort flere aftner i træk, men man må nok sige, at han tog revanche i går. Så Jonas gik med ham, og jeg sad ved Lara og overvejede, hvorvidt vi skulle bede om indlæggelse.

Lara begyndte nemlig hen på aftenen at udvikle feber, som endte ved 39,5. For anden gang blev der ringet til vagtlægen, som forsikrede os om, at det ikke havde noget med hjernerystelsen at gøre. Det var sikkert en virus. Da Lara senere igen klagede over nakkesmerter, endte det med, at vagtlægen i nat var forbi os for at tjekke, at det ikke var meningitis. Det var det ikke. Men Lara var stadig feberramt og vågnede flere gange. Det gjorde den lille også. De valgte så bare at vågne på forskellige tidspunker i stedet for samtidigt. Så det føles som om, at vi slet ikke har sovet i nat.

Dagen i dag med to børn, hvoraf den ene er syg og den anden ikke sover meget, har sneglet sig afsted. En god veninde kom heldigvis forbi, og jeg fik mulighed for at sove en time. Lara fik det bedre i løbet af dagen og endte med at kunne sidde ude på trappen i solskinnet og lege lidt med sine playmobilfigurer. Det er også her, at billederne er taget.

Men nu venter fire ugers frihed foran. Tid til at være sammen, men også tid til at få lavet nogle af de mange projekter med huset, som vi så gerne vil. I stuen står alle vores bøger stablet op og venter på at få en bogreol. Og udenfor går haven amok - både prydplanterne og ukrudtet gror og gror, og vi må sande, at det ikke bliver nogen veltrimmet have i år. Men jeg kan nu faktisk også bedst lide det, når det er lidt vildt. Det hører ligesom med til livet på landet, gør det ikke?

_________________________